UNDERSØGELSE OG VACCINE MOD LIVMODERHALSKRÆFT

Screening for livmoderhalskræft

Screening for livmoderhalskræft er et tilbud til kvinder om at få foretaget undersøgelse af celler fra livmoderhalsen i alderen 23-49 år hvert 3. år. I alderen 50-64 år er der tilbud om screening hvert 5. år. Undersøgelsen giver mulighed for at opdage celleforandringer i et tidligt stadie, og derfor er der mulighed for behandling, før forstadiet eventuelt udvikler sig til egentlig kræft.
Celleprøver fra kvinder fra 23-59 år undersøges som tidligere ved mikroskopi. Som noget nyt bliver celleprøver fra kvinder i alderen 60-64 år primært undersøgt for humant papillomavirus (HPV). Hvis der ikke er HPV i celleprøven, er der kun en meget lille risiko for, at kvinder i denne aldersgruppe vil udvikle livmoderhalskræft. Hvis der ikke bliver påvist HPV hos en 60-64-årig kvinde, udgår hun derfor af screeningsprogrammet.